Skilsmisseskøde

Hvad er et skilsmisseskøde?

Hvis et ægtepar ejer en bolig sammen, og der er formuefællesskab i ægteskabet, bliver et skilsmisseskøde aktuelt, hvis parterne skal skilles eller separeres. Da man købte boligen, udfyldte man et skøde, hvorved man blev de formelle ejere af boligen. Ved et skilsmisseskøde overtager den ene ægtefælle den anden ægtefælles part af boligen, og herved også forpligtelserne i forbindelse med ejendommen. Det betyder, at det skøde man oprindeligt fik lavet, da man købte ejendommen, skal ændres.

Overtagelse af gæld

Hvis man bliver skilt eller separeret, skal man finde ud af, hvad der skal ske med den fælles bolig. Man kan enten vælge at sælge boligen helt, eller også kan den ene part blive eneejer af ejendommen.  Hvis man lader den ene part blive eneejer af ejendommen, undgår den anden part at være registreret som ejer, og den part, der ikke længere bor i ejendommen slipper for at hæfte for gælden. Når begge parter hæfter for gælden i ejendommen, skal långiverne (ofte bank og kreditforening) give skriftelig tilladelse til, at det nu kun er den ene part, der hæfter for hele gælden.

Tinglysning

Et skilsmisseskøde skal, som alle andre skøder, tinglyses, så den nye formelle ejer fremgår korrekt af tingbogen. Tinglysningsafgiften i forbindelse med skilsmisseskøder er dog lidt anderledes, da tinglysningsafgiften udgør en fast pris på 1660 kr., når det sker i forbindelse med separation eller skilsmisse. Det er dog en betingelse, at der har været formuefællesskab i ægteskabet, samt at overdragelsen først sker, når der er meddelt bevilling eller afsagt som til separation eller skilsmisse.

Tilstandsrapport

Normalvis skal der udarbejdes  en tilstandsrapport i forbindelse med overdragelse med fast ejendom. Dette er dog ikke nødvendigt, når overdragelsen sker i forbindelse med separation eller skilsmisse, da der typisk ikke bliver tegnet ejerskifteforsikring. Hvis man ønsker en ejerskifteforsikring, er det dog nødvendigt at få udarbejdet en tilstandsrapport.