Ejerskifteforsikring

Som sælger har du et 10-årigt mangelsansvar over for køberen af din ejendom. Du har imidlertid mulighed for at forsikre dig imod dette mangelsansvar med en ejerskifteforsikring. For at undgå dette ansvar skal du fremlægge en tilstands- og elinstallationsrapport for køber. Derudover skal du som sælger fremlægge tilbud på forsikringer, og tilmed give køber skriftligt tilsagn om, at du vil betale halvdelen af den billigste tilbudte forsikring. Derudover må du informere køber om, at dit almindelige mangelsansvar bortfalder. Du vil dog stadig være ansvarlig, såfremt du har fortiet mangler eller lignende ved ejendommen.

Hvad dækker en ejerskifteforsikring?

En ejerskifteforsikring er en forsikring, der dækker skjulte fejl og mangler ved boligen, som var til stede på overtagelsesdagen. Det vil sige skader i boligen, som ikke fremgår af tilstandsrapporten og elinstallationsrapporten, og som køber ikke på anden måde kendte til på forhånd. Skader nævnt i rapporterne er dermed ikke omfattet af ejerskifteforsikringen. Såfremt nogle skader er nævnt, men ikke med korrekt skadesgrad så beror det på en konkret vurdering, hvorvidt skaden er omfattet af forsikringen. Skaden skal være klart forkert beskrevet i rapporten for at opnå forsikringsdækning.

Såfremt du ønsker at tegne en ejerskifteforsikring i forbindelse med dit boligsalg, kan du bestille tilbud på en forsikring, når du har fået udfærdiget en tilstands- og eller elinstallationsrapport. Forsikringsselskaberne kræver som oftest, at du sender rapporterne, hvorfra de kan danne deres tilbud ud fra. Du kan med fordel bede om et tilbud på en husforsikring, eftersom køberen af din ejendom vil få brug for den senere.

Hvad koster en ejerskifteforsikring?

Priserne på en ejerskifteforsikring er variabel, og prisen afhænger primært af husets alder, størrelse, beliggenhed og pris. Der er endvidere mulighed for at vælge en basisdækning eller en udvidet dækning, hvilket selvsagt har betydning for prisen. Det nuværende prisleje ligger mellem 8.000-45.000 kr. for en forsikring med udvidet dækning. Præmien betales som en engangspræmie, hvorefter den gælder i den valgte løbetid. Køberen af ejendommen kan vælge andre forsikringstilbud end det, der er fremlagt af sælgeren. Sælgeren er nemlig kun forpligtiget til at betale halvdelen af forsikringspræmien for det billigste tilbud på en basisforsikring. Dermed må køberen selv udrede merprisen ved at vælge en dyrere forsikringsløsning.

2 forskellige typer af ejerskifteforsikringer

Forsikringsselskaberne udbyder som regel to typer ejerskifteforsikringer – basisforsikring eller forsikring med udvidet dækning. Forskellen mellem de to forsikringstyper er blandt andet forsikringens løbetid. Loven kræver dækning i minimum 5 år, hvilket standarddækningen oftest udbyder. Forsikringen med udvidet dækning udbyder ofte en længere dækningsperiode – typisk 10 år.

Både ved vvs-installationer og elinstallationer kan man i nogle tilfælde opnå dækning, selvom forholdene ikke er nævnt i rapporten.

En ejerskifteforsikring dækker tillige oftest forhold såsom ulovlig indretning, udbedring af forhold på grunden, udbedring af ulovlig- eller skader på kloak- og stikledninger på grunden, forurening m.v.

Det er vigtigt, at du gennemlæser din forsikringspolice, således at du ved, hvilke forhold netop din forsikring dækker. Der kan være stor forskel på dækningen fra forsikringsselskab til forsikringsselskab, og derfor skal du ikke alene vælge efter pris, når du vælger ejerskifteforsikring.